Jeg er en mand på 38. Stille og rolig fyr med 2 katte og været single i små 8 år nu. Jeg har haft nogle hårde brud, som har gjort at jeg har holdt mig tilbage hvad kærligheden angår og derfor har jeg den dag i dag, nok et lidt akavet forhold til det, at finde den rette, baseret på et par hændelser, som jeg har oplevet.
Jeg prøver at lade mine følelser være det, som er det vigtigste for mig, når jeg møder en anden person og jeg lægger stor vægt på, hvordan jeg føleler, når jeg er i nærheden med andre - bliver jeg glad? får de mig til at smile? holder jeg af dem? osv. Udover det, så lægger jeg meget vægt på, hvad jeg får af følelser, når jeg ser en anden person i deres øjne. Man siger at øjnene er vinduet ind til en persons sjæl og føleler jeg ikke noget, når jeg ser en person i øjnene, så er det meget tvivlsomt, at jeg vil bruge tid på at finde ud af, om der kunne komme følelser andet end på et venskabs plan.
Jeg har igennem de sidste par år, brugt tid på at lære kvinder at kende og ikke mindst få venskaber og finde kærligheden. Jeg bliver ofte glade for folk, men uden der er noget kærlighed involveret og det kan måske misforstås, hvis man siger at man godt kan lide en person eller holder af dem. For det meste er det kun på et venskabs plan, men det har hændt, at jeg har været faldet for nogen også.Jeg går ikke op i om folk er store eller små eller hvad hudfarve de har eller om de ligner en bums og går rundt i afslappet eller flot tøj eller har en god røv eller flotte bryster osv.. For mig, handler det kun om, hvad jeg føler, når jeg er sammen med en person i nu'et - alt andet er sekundært. Når følelser kommer, så har jeg det bedst med, at handle på det, men på en tilbage trukken måde, hvor jeg ikke bare springer i favnen på folk, men lader dem vide, at jeg kan lide vedkommende og så lader jeg det være op til dem at bestemme om det er noget de har lyst til at forsætte med. Jeg er ikke god til at skulle vente i flere måneder på, om folk finder ud af om "man er god nok", så hvis folk ikke er interesseret, så er de jo nok ikke interesseret.
Enkelte jeg har været glade for, har været kommet med undskyldninger om, at man skal bruge tid på at lære hinanden at kende og bruge måneder på at finde ud af, hvad de vil. Andre skal vide hele ens fortid - er man kriminel? Er man ok økonomisk? Drikker man? osv. osv. Ting jeg tænker er lidt sekundært - først må man jo finde ud af om man kan lide en person og hvis der så er et problem, må man jo tage den derfra og ikke omvendt. Folk kan ændre sig, så hvad gør det, om en er arbejdsløs lige nu, hvis de får et job om 14 dage. Gør det personen til en dårlig person, man ikke kan have et forhold med, bare fordi de lige nu er uden job? Nej det gør det ikke. Hvad hvis personen har været kriminel? Ja de kan vel også ændre deres liv og komme ud af kriminalitet igen. Hvis ikke, kan man jo gøre det til et krav, hvis de elsker en, at de holder op med det for ens skyld. Samme gælder, hvis nogen drikker for meget eller laver nogle tvivlsomme ting, som man godt kunne være foruden. Men selvom de har en anderledes fortid eller nutid, så kan man jo godt blive forelsket, men et eller andet sted, så føler jeg, når jeg har mødt nogen, at der hele tiden er undskyldninger, for ikke at prøve, at satse på følelser eller satse på de følelser man har lige her og nu.
Fælles for om det har været for venskab eller kærlighed, så har jeg ofte lagt mærke til, at kvinder reagerer voldsomt, hvis de får at vide, at man kan lide dem eller gerne vil lære dem at kende. I stedet for, at sige at det var hyggeligt eller dejligt at være sammen eller at følelser bliver gengældt, så springer kvinder ofte helt over i den anden boldgade, hvor det føles som om, at det er bedre at anklage folk, end at tage ansvar, for at lære en person bedre at kende.
Jeg kan give 3 situationer, hvor kvinders opførsel og måde at reagere på, for mig har været meget forundret og uforståelige, men jeg kan jo lade jer læsere vurdere, om det er mig, der har gjort noget forkert eller om det er overreaktion, fra de 3 kvinders side.
2004
Er en gang blevet kaldt til samtale på min daværende arbejdsplads og fik at vide at jeg skulle holde mig væk fra en kvindelig kollega, som jeg dagen før, have tilbudt at køre hjem efter arbejde. Da jeg jeg alligevel kørte forbi den by hun boede i, tilbød jeg hun kunne køre med og efter at have siddet og sludret om "vind og vejr" på vejen hjem tilbød hende, at hvis hun havde lyst til en dag, at lave noget sammen som venner, at hun var velkommen til det. Mere havde der ikke ligget i det, da jeg dengang var gift, men selvfølgelig vil jeg gerne mødes og lære kollegaer at kende, uden for arbejdstid, hvis man har lyst til det.
Følte det som om de anklagede mig for sexchikane og det eneste jeg nogensinde havde rørt hende, var at give hende hånd, den første dag hun startede på arbejde (lang lang tid før hændelsen) og tilbyde mit venskab lige den ene dag.
Jeg havde på intet tidspunkt flirtet eller lagt an på hende, så var meget forarget over, både samtalen med min chef og den måde, at hun havde været gået til vores chef og anklaget mig for en hel masse.
Skal der virkeligt så lidt til, før i føler jer trængt op i en krog og føle jer angrebet af mænd?
2017
Jeg var oppe og fotografere med en, som jeg havde et rigtigt godt forhold til. Jeg kunne rigtigt godt lide personen og havde også gjort hende opmærksom på, at jeg havde følelser for hende, fra tidligere jeg havde mødt hende. Da vi mødtes og gik i gang, begyndte hun at flirte med mig og vise sig selv frem. Hver gang hun skulle skifte tøj, havde jeg vendt mig om eller stået og dækket af for hende, uden at kigge på hende imens, da vi var udendørs, hvor der var mange mennesker i området. Havde opført mig som en gentleman og havde respekteret de situationer, hvor det blev lidt for privat for hende.
Det endte med at vi bl.a. kiggede hinanden i øjnene flere gange og også i længere tid af gangen.
Flere gange havde hun også pralet med, at hun synes hun havde en god røv og gik og vimsede rundt og viste den frem flere gang for mig - selvfølgelig med tøj på, da vi havde været færdig med at fotografere og hun havde skiftet tøj igen.
Senere da vi var nede for at hente mad, endte vi med at stå tæt op af hende, hvor hun nærmeste stod inde i min arm, så jeg holdte om hende. Med flad hånd kløede jeg og aede hende på ryggen, hvilket hun virkede som om hun godt kunne lide. I alt fald gav hun en tilfredsheds lyd fra sig, da jeg gjorde det. Egentlig var der ikke så meget i det. Det kunne lige så godt have været 2 venner, der bare stod tætte op af hinanden og lige var søde og klø/ae hinanden på ryggen.
Da jeg kørte hende hjem, var der heller ikke noget. Hun nævnte at hun havde set en, siden jeg første gang havde set hende, men mere fortalt hun ikke om det.
Da jeg kørte hjem, skrev jeg så dum, som jeg er, at jeg stadigt godt kunne lide hende. Som svar blev jeg svinet til og anklaget, for at have overskredet hendes grænser og den fik hele armen om, at jeg havde været creppy og siddet og stirret på hende osv. osv.
Jeg blev faktisk rigtigt overrasket over hendes anklager imod mig. Jeg havde prøvet at holde mig tilbage i løbet af dagen, på hvad hun havde flirtet med mig og vist mig af hendes krop og hendes kropssprog og flirten, havde ikke fået for lidt fra hendes side af hele dagen. Hvis det havde været så grænseoverskridende for hende, hvorfor havde hun så ikke sagt noget eller kigget væk eller vist sig selv frem, i de situationer?
Jeg ønskede jo kun at lære hende bedre at kende og se hendes flotte øjne og det var dejligt, at være tæt på hende, men jeg havde opført mig som en gentleman og kørt hende rundt og betalt for mad osv., men hvad der var en dejlig dag, med en man kunne lide, blev til et mareridt.
2015
En tredje situation jeg har været i, var at være i biografen med en, som jeg havde talt med længe. Vi havde været mødtes før som venner og været i biografen og ude at spise osv. og igen havde vi planlagt en hyggelig aften med lidt at spise og en god film.
Først havde vi været ude at spise, hvor vi hyggede lige som vi altid gjorde og senere da vi var inde i biografen, havde jeg ikke lagt mærke til, at vi havde været endt i dobbeltsæder, hvor vi sad 2 i et sæde, så havde lagt min hånd på hendes lår, uden at vide, at det ikke var armlænet. Havde ikke lagt mærke til det, før hun endte med at tage sin hånd i min og vi sad og flettede fingre og nussede hinandens hænder. Bagefter var vi på cafe og fik en cacao og vi talte omkring nogle private ting hun havde det svært ved psykisk. Hun både græd og vi krammede for, at hun kunne blive trøstet. Vi var meget nære ved hinanden og tænkte ikke over, om det havde været noget i det, udover at vi havde en god aften sammen, hvor vi kom tæt på hinanden. Da vi skulle forlade stedet, stod vi lidt og talte nede i parkeringskælderen, hvor vi skulle have hver vores biler. Vi krammede længe og da jeg godt kunne lide hende, ønskede jeg jo ikke at hun skulle køre hjem lige med det samme, så havde svært ved at give slip. Ville jo gerne kramme lidt mere og være tæt med hende. Tror de fleste, når de møder nogen, de godt kan lide, godt kan have lidt svært ved at sige farvel og give slip. Det var ikke sådan, så hun ikke bare havde kunne gå, hvis hun ville det og vi endte tilbage i kram flere gange. Skal ærligt indrømme at jeg havde lyst til at kysse hende, men holdte mig tilbage, da jeg ikke ville gå for langt, når vi ikke havde været så tætte sammen før.
Efterfølgende når vi skrev sammen på facebook, så var hun svær at få kontakt med og få til at skrive sammen med. Jeg viste hun havde fortalt, at hun havde en, hun var interesseret i, men tænkte også at der måske var en chance, nu vi havde været så tæt sammen og at det måske betød noget.
Da jeg endeligt fik hende i snak, så blev jeg anklaget for, ikke at ville give slip på hende og at det havde været så grænseoverskridende for hende - at vi stod og snakkede og krammede og ikke helt kunne tage hjem tolkede jeg som om, at vi var tætte på hinanden og egentlig ikke ønskede at sige farvel og skulle forlade hinanden, men åbenbart havde jeg misforstået og følte faktisk at hun anklagede mig for nærmest at have voldtaget hende - selv den dag i dag, her flere år efter, føler jeg at hele den situation vi havde været i og det vi sammen havde gjort og oplevet, blev tvistet til noget, som det ikke var. Jeg havde ikke holdte hende mere tilbage, end at trække lidt i hendes bluse for at komme tæt på hende igen og hvis hun ville have været gået, så kunne hun til hver en tid have gjort det. Det var jo ikke fordi jeg havde stået og holdt så fast om hende, at hun måtte vride sig fri eller for den sags skyld havde sagt at det var ubehageligt eller at jeg skulle stoppe.
Jeg ved ikke, om det er mig, der har reageret forkert eller om folk er blevet for overfølsomme og det nemmeste er bare at anklager folk for en masse, så snart de ikke kan finde en anden udvej - for mig havde det virket som om hun kunne lide, at vi flettede fingre, var nære på hinanden og til sidst stod og krammede farvel flere gange...
Har svært ved at forstå, hvad der præcist gik i galt. For mig, var det en fantastisk aften sammen med en fantastisk kvinde, men det eneste jeg fik ud af det, var at jeg skammede mig over mig selv.
Bliver faktisk lidt ked af det, når kvinder vælger at opføre sig sådan. Jeg gør ikke noget bevidst for at tvinge mig ind på nogen eller fastholde dem, så de ikke kan komme væk. Jeg lader altid folk selv styre og gøre det de har lyst til. Ja jeg vælger måske at lade mig reagere på de følelser jeg får og være tilstede i nu'et frem for at gå og holde mig tilbage, men jeg vil aldrig tvinge nogen til noget, de ikke selv har lyst til.
Så er det jeg ikke forstår hvorfor? Jeg tvinger ikke folk til, at skulle stå tæt op af mig eller at de skal kramme flere gange. Folk giver selv et kram, hvis de har lyst til det og man vælger selv, at flytte sig igen, når man føler man har fået nok. Ja jeg vil gerne være tæt på folk, som jeg holder af og jeg håber, at hvis folk kan lide mig, at det så også er gengældt, men jeg overfalder ikke bare folk og tvinger dem til at kramme i 2 minutter, hvis det er det, de ikke har lyst til. Hvis man vælger at kramme i så lang tid, så må der være en eller anden form for følelser som er gengældt, på et eller andet plan. Hvis man ikke efterfølgende, tør at stå inde for hvad man følte lige da det stod på og begynder at anklage folk, så synes jeg måske at man selv er skyld i, at det bliver en dårlig oplevelse for begge parter. Jeg gør i alt fald mit til, at folk skal have det godt og rart, når jeg er sammen med folk.
Hvorfor vælger man at straffes med anklager, når man selv har været en del af den situation?
Det kan godt være, jeg bare er dum og uintelligent eller bare frastøder folk med mit udseendet eller skræmmer folk væk, når jeg åbner for mine følelser...jeg ved det ikke?
Folk har det med at sige, at jeg bliver hurtigt forelsket - det passer ikke helt. Jeg bliver hurtigt glade for folk, men det har ikke noget med mine inderste følelser at gøre, men noget at gøre med, hvordan jeg anser folk. Vil ikke gå og være uvenner eller have fjender og gider ikke at spilde min tid på, at skulle gå og være sur og ikke kunne lide folk. Vil hellere bare være glad og have en masse søde venner. De få gange jeg har været rigtigt forelsket i en, kan tælles på få fingre, siden jeg blev skilt tilbage i 2008-2009. Jeg åbner gerne op for venskaber, men de rigtige kærlighedsfølelser, er jeg meget påpasselig med. Jeg vil rigtigt gerne være forelsket og finde den rette, men det er åbenbart svært nu om dage - det er i alt fald ikke uden risiko for at blive beskyldt for en masse, hvis det ikke er gengældt eller passer ind i deres humør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar